I 30'erne og 40'erne af forrige århundrede var Malcolm Campbell ikke mindre berømt end for eksempel konger, præsidenter og ministre for stormagter. Årsagen er, at denne mand bogstaveligt talt var besat af fart og satte verdensrekorder på land og vand. Men det mest interessante er, at Malcolm Campbells efterkommere fulgte i hans fodspor og fortsatte med at sætte nye rekorder. Donald Campbell, en af hans sønner, endte sit liv tragisk, mens han forsøgte at overvinde sin egen præstation på vandet ved Lake Coniston i 1967. Pilotens lig blev ikke fundet og genoprettet fra vandet før mere end 30 år senere.
Bluebird-bilen, hvor Malcolm Campbell satte sin sidste hastighedsrekord. Fotokilde: radiolemans.co
Indhold
- 1 “Blue Bird” af Malcolm Campbell
- 2 Registrerer Malcolm Campbells fart i 20'erne
- 3 Nye rekorder og førerens seneste præstationer
- 4 Blue Bird V med en hemmelig Rolls-Royce R-motor
- 5 hastighedsrekord Malcolm Campbell på vandet
- 6 hastighedspræstationer på vandet af Donald Campbell
- 7 registreringer af Donald Campbell på land
- 8 Død af Donald Campbell
“Blue Bird” Malcolm Campbell
Malcolm Campbell blev født den 11. marts 1885 i Storbritannien, byen Chislehurst. Mens han studerede i Tyskland, blev han aktivt interesseret i motorcykler og motorcykelløb. Derfor helligede han sig et par år efter hjemkomsten til England udelukkende til motorsport. Campbell vandt tre London to Lands End Trials motorcykelløb mellem 1906 og 1908.
Men allerede i 1910 skiftede han til bilvæddeløb og kaldte sin første racerbil “Blue Bird”. Fra da af gav han og hans efterkommere dette navn til alle deres racerbiler og vandsvævefly. Samtidig malede de selve bilerne blå. Malcolm Campbell fandt på dette navn under indtryk af Maurice Maeterlincks skuespil af samme navn “The Blue Bird”, som han så i teatret.
Ved udbruddet af Første Verdenskrig blev Malcolm Campbell udnævnt til militærmotorcyklist og deltog i slaget ved Mons i august 1914. Han blev derefter overført til Royal Flying Corps. Allerede før krigen havde han en vis erfaring med at flyve på forskellige fly, herunder et han skabte med sine egne hænder.
Malcolm Campbell i en racerbil. Fotokilde: rdrc.ru
Hastighedsrekorder af Malcolm Campbell i 20'erne
I 1920'erne købte Malcolm Campbell en Sunbeam sportsvogn, som tillod ham at accelerere til en rekordhastighed på 226 kilometer i timen. Efter reparationer, vedligeholdelse og omlakering tog Blue Bird til Fanø i Danmark og kunne nå en endnu højere hastighed på 234 kilometer i timen. Denne rekord fik dog ikke international anerkendelse.
Men det stoppede ikke Campbell. Efter at have tunet bilen og flere mislykkede forsøg accelererede den til 235,22 kilometer i timen, hvilket slog den officielle rekord, der tidligere blev sat af en Fiat-bil i Frankrig. Denne gang blev hans præstation registreret og generelt anerkendt.
Da Malcolm Campbell hørte rygter om, at John Godfrey Parry Thomas ville slå sin rekord, kørte han endnu et løb og var i stand til at accelerere sin bil til 242 kilometer i timen , og blev den første chauffør til at bryde 150 mph. Til ære for denne begivenhed skabte han flere Sunbeam-biler med en 350-hestekræfter 18,3-liters motor. To af dem har overlevet den dag i dag.
racer Henry Seagrave (til venstre). Billedkilde: techinsider.ru
Rekorden holdt dog ikke længe. Allerede det næste år overgik Henry Seagrave den maksimale hastighed i en bil med en motor på tusind hestekræfter. Selvfølgelig skubbede dette Malcolm Campbell til nye præstationer. I løbet af de næste ti år forberedte han sig på en ny rekord.
I begyndelsen af 27. blev Napier-Campbell Blue Bird skabt til dette, det vil sige den tredje version af Blue Bird med en tolv -cylindret Napier Lion-motor med en effekt på omkring 450 hestekræfter naturligt indsuget og med en volumen på 22,3 liter. Supermarine S.5 vandflyveren var i øvrigt udstyret med en lignende motor.
I denne bil accelererede Malcolm Campbell til 314 kilometer i timen. Henry Seagraves racer nåede dog hurtigt en hastighed på 320 kilometer i timen i en Sunbeam-bil med en 1000-hestes motor. Derefter byggede Campbell sin bil om og installerede en ny, kraftigere motor, hvorpå han accelererede til 333 km/t i februar 28. Men denne rekord forblev ubrudt i omkring to måneder.
Malcolm Campbell i en af sine Blue Bird-racerbiler. Fotokilde: avto.review
I 29 besluttede raceren at finde en mere egnet rute for nye præstationer, da sandstranden, hvor der blev sat tidligere rekorder, efter hans mening ikke var forudsigelig nok. Som et resultat valgte han bunden af den tørre sø Vernoikpan som rute.
Nye rekorder og racerens seneste præstationer
På sin fødselsdag, da Malcolm Campbell fyldte 44, erfarede han, at hans rekord var blevet slået af Henry Seagrave, der accelererede til 372,47 km/t i en Golden Arrow. På den nye afrikanske bane kunne Blue Bird ikke opnå samme resultat. Sandt nok satte han verdensrekorder på afstande på fem og ti miles og kørte dem med en hastighed på 341 km/t.
Henry Seagrave, Campbells største rival, døde dog hurtigt. Tragedien indtraf i sommeren 1930, mens han forsøgte at sætte endnu en rekord på vandet, mens Campbell selv arbejdede på at overvinde rekorden på land i Afrika. På trods af rivaliseringen mellem de to chauffører tog Campbell sin kollegas død hårdt.
En af versionerne af Blue Bird-bilen, der Malcolm Campbell kørte som 30-årig. Billedkilde: www.reddit.com
Også bekymret for, at den nye rekord kunne blive slået af amerikanerne (Henry Seagrave var britisk), accelererede Malcolm Campbell til 396 km/t og nåede et år senere en hastighed på 404 km/t. Disse begivenheder fik stor respons i pressen, og chaufføren blev selv slået til ridder og blev Sir Malcolm Campbell.
For nye rekorder brugte Malcolm Campbell 1931 Campbell-Napier-Railton Blue Bird IV, som havde en opdateret Napier Lion VIID-motor, der udviklede 1.350 hestekræfter. Det var den første kompressormotor, der nogensinde blev brugt i en sådan bil. Derudover blev der for første gang installeret en aerodynamisk stabilisator på bilen.
Blue Bird V med en hemmelig Rolls-Royce R-motor
I '33 havde Campbell brug for en ny kraftfuld motor, så han søgte luftministeriet og fik tilladelse til at bruge den hemmelige Rolls-Royce R-motor, som var installeret på Supermarine S.6-vandflyvere. Dens effekt var 2300 hk, og dens motorkapacitet var 36,7 liter. Motoren kørte på brændstof specielt udviklet til den i form af en blanding af benzen, methanol, acetone og tetraethylbly. Karrosseriet på den nye bil blev også meget ændret denne gang.
Bird V-bil. Fotokilde: Wikipedia
Den første rekord for denne bil, der blev sat i februar 1933, var 438 km/t. Men under løbet blev der identificeret et problem – glidning af baghjulene, hvilket førte til et hastighedstab. To år senere, efter at have forfinet designet, forbedrede Campbell sin præstation til 445,5 kilometer i timen. Og i september 1935 accelererede han sin bil til 489 km/t. Dette var hans sidste rekord, der eksisterede.
Malcolm Campbells fartrekord på vand
Efter at have opnået betydelig succes på land, besluttede raceren at opnå lignende succes på vandet og overgå amerikanerne. Blue Bird K3 svæveflyet blev bygget på den samme Rolls-Royce R-motor, der vejede mere end 700 kg. Fartøjets længde var 7 meter og bredden var 2,9 meter. Dette gjorde det muligt at levere det nødvendige deplacement på 2243 kg.
Svæveflyet havde et skrog med én køl og flad bund. Skroget var lavet af krydsfiner, og i tilfælde af et styrt sørgede designerne for flere titusindvis af pingpongbolde syet i poser. Sådanne flydere gav en reserve af opdrift.
Blue Bird K4-sportsbåden, der satte verdens hastighedsrekord . Fotokilde: Wikipedia
Campbell var dog ikke tilfreds med sin hastighedsvurdering på 130 miles i timen, som et resultat af hvilket han begyndte at bygge et nyt svævefly. I modsætning til det tidligere køretøj havde den nye båd et trepunkts hydrodynamisk design og tre køl. Ved maksimal hastighed kom båden i kontakt med vandet på kun 3 punkter. På den måde blev den hydrodynamiske modstand reduceret.
Under bunden af svæveflyet opstod en løftekraft, som søgte at løfte båden op af vandet. Men i tilfælde af adskillelse blev flyvningen kaotisk og var fyldt med en ulykke.
På den nye Blue Bird K4 høvlemaskine nåede Malcolm Campbell sit mål om at sætte en absolut rekord ved at accelerere til 141 mph på Lake Coniston. Dette skete i sommeren 1939. Dette var afslutningen på hans racerkarriere. Han levede yderligere 9 år og døde i 1948 i en alder af 64 af sygdomme.
Donald Campbell, søn af Malcolm Campbell. Fotokilde: rus.team
Opnå fart på vandet af Donald Campbell
Mod sin fars ønske fulgte Donald Campbell i hans fodspor. I sommeren 1949, på Malcolm Campbells båd Blue Bird K4, besluttede han at slå den rekord, som hans far havde sat. Sandt nok undlod han at gøre dette, han kom kun tæt på den elskede fart. Men han stoppede ikke der.
Efter at have modificeret Bluebird K4, i september 1951, lykkedes det Campbell Jr. at accelerere sit vandfly til 270 km/t. Sandt nok førte denne rekord til ødelæggelsen af båden. Derudover hævede amerikaneren Stanley Sayres allerede næste år rekorden til 286 km/t.
Det skal siges, at på dette tidspunkt testede en anden britisk racer, John Cobb, sit Crusader-jetvandfly. Men i 1952 døde han under test. Campbell Jr. var ked af denne begivenhed, men besluttede at returnere den britiske mesterskabsbar og byggede en ny vandflyver, Bluebird K7, drevet af en jetmotor. På denne båd var han i stand til at slå 7 verdensrekorder fra 1955 til 1964 inklusive. Seneste rekord var 444,71 km/t.
Donald Campbells Bluebird K7-sportsbåd. Fotokilde: ginacampbell.co.uk
Donald Campbells landrekorder
Efter at have opnået succes på vandet begyndte Donald Campbell i 1956 at bygge en ny bil. Han tiltrak flere virksomheder til sit projekt, såsom Dunlop, BP, Lucas Automotive, Smiths Industries, Rubery Owen og andre. Som et resultat dukkede Bluebird-Proteus CN7-maskinen op i foråret 1960. Testene fandt sted på Bonnevilles saltflader.
Under et af løbene mistede føreren kontrollen og forulykkede med en hastighed på 360 miles i timen. Men takket være maskinens specielle design døde han ikke, selvom han blev indlagt med en kranieskade. Rubery Owen påtog sig opgaven med at restaurere bilen og fuldførte opgaven med succes.
Donald Campbell Bluebird-Proteus CN7 sportsvogn
Efter et langt udvalg af ruter besluttede Donald Campbell at drage fordel af et fladt område på en af Australiens tørre søer. Som et resultat, i slutningen af '62, blev den restaurerede Bluebird CN7 sendt til Australien. Løbet blev dog ikke afviklet på grund af vejret.
I foråret 1964 tog Donald Campbell igen til Australien, men på grund af at banen stadig var våd, var det først i midten af juli, at han lavede et løb og satte en hastighedsrekord på 648,73 km/t.
Donald Campbells død
Donald Campbell satte sig et mål – at sætte en hastighedsrekord til vands og til lands på et år. Sidste gang det lykkedes, var i 1964. For at nå sit mål begyndte han at bygge en ny vandflyver, Blue Bird K7, som han planlagde at sætte en supersonisk hastighedsrekord med.
Svæveflyet var ret kompakt, og udstyret med Bristol Siddeley BS.605 raketjetmotorer, som blev brugt i militærfly. I foråret '66 begyndte Campbell at overvinde den nye rekord, men på grund af dårligt vejr var det ikke muligt at udføre tests – der kom en masse affald ind i luftindtagene og i motoren.
I december, da vejret blev bedre, kørte han flere løb med fart over 400 km/t, men han var ikke tilfreds med dette resultat. Båden blev modificeret, og
nye testkørsler begyndte den 4. januar 1967. I den første af dem kørte Campbell med en hastighed på omkring 459 km/t.
Under andet sejlads nåede raceren en hastighed på 480 km/t, men på grund af skiftende vejr eller bølger kom båden af vandet og styrtede. Redningsfolk ankom hurtigt til ulykkesstedet, men var hverken i stand til at finde liget af raceren eller selve båden. Kun en manglet flyder var tilbage på overfladen.
Blue Bird K7-båden, som Donald Campbell døde på. Fotokilde: www.bbc.com
Først den 8. marts 2001 var det muligt at finde og hæve bådens deforme skelet fra bunden af søen og to måneder senere resterne af Anders Campbell selv blev fundet. Som et resultat blev han begravet den 12. september 2001. Blue Bird K7-båden blev restaureret fra vraget og er i øjeblikket på museet.
Sørg for at abonnere på vores Zen- og Telegram-kanaler. På denne måde vil du altid være opmærksom på nye videnskabelige opdagelser!
Efterfølgende slog Gina Campbell, datter af Donald Campbell, kvindernes vandrekord. I 1984 nåede hun hastigheder på 122,86 mph på Agfa Bluebird. Og Campbells nevø satte fartrekord i en elbil. Til sidst bemærker vi, at jagten på fart fortsætter – atleter sætter nye rekorder til lands og til vands, dog ikke så ofte, som det var for et halvt århundrede siden. For eksempel blev der i 1997 sat en hastighedsrekord på 1227 kilometer i timen på jorden, som ikke er blevet slået den dag i dag.